Direktøren for den andelsejede slagterigigant Danish Crown, Kjeld Johannesen, kan fejre to store mærkedage i år. Den første er hans 60-års fødselsdag på onsdag. Den anden er 25 år som administrerende direktør i slagteribranchen.
Efter en uddannelse som hd i afsætningsøkonomi blev han i 1983 direktør for Steff-Houlberg-slagterierne, hvorfra turen gik over Slagteriselskabet Wenbo, inden han i 1990 blev administrerende direktør for Danish Crown. Sidstnævnte periode har været fyldt med både op- og nedture. For få år siden blev Kjeld Johannesen mødt med kritik af andelshaverne i Danish Crown. De var utilfredse med, at prisen for deres svinekød var for lav. Men da Danish Crown i december sidste år fremlagde sit regnskab, var tilfredsheden udtalt – og det vel at mærke i en økonomisk krisetid.




























