I mere end 40 år har Vivi Krause været at finde bag disken i Ostekælderen i Gothersgade i København, hvor hun og hendes mand, Herluf Krause stadig, er aktive i butikken, der er en af landets ældste osteforretninger, og som netop i år kan fejre 125-års jubilæum. I de første år var det kun om lørdagen, at Vivi Krause solgte oste. Hun er uddannet inden for kontorfaget og var i en årrække beskæftiget i flere større virksomheder med arrangementer for danske og udenlandske kunder.
Talentet for kundepleje fik også frit løb i Ostekælderen, hvor hendes lørdagsoptræden efterhånden tiltrak flere og flere kunder fra de fastboende i kvarteret omkring Kongens Have. I begyndelsen af 90’erne valgte Vivi Krause at gå på fuldtid i forretningen, og det er hun stadigvæk. Hun deltager aktivt i den daglige drift med betjening af kunder i flere generationer og med vedligeholdelse af den særlige atmosfære i forretningen.



























