Jordemoder med øje for alle fylder rundt

Lyt til artiklen

Lillian Bondo har været formand for Jordemoderforeningen siden 2001, et arbejde, som indebærer, at hun repræsenterer 2.592 jordemødre og studerendes interesser, står til rådighed for politikere med faglige input og er med til faggruppens overenskomstforhandlinger. »Når hun er i lokalet, er det altid lidt sjovere«. Sådan lyder en kommentar fra en kollega i Jordemoderforeningens sekretariat. Lillian Bondo blev uddannet jordemoder i 1984, på daværende tidspunkt havde hun en humanistisk basisuddannelse fra Roskilde Universitetet, RUC, med sig i bagagen. Senere i 2008 skrev hun en masterafhandling ved Copenhagen Business School, CBS, ’Professionsudvikling hos jordemødre’. Inden Lillian Bondo tiltrådte som formand i Jordemoderforeningen, havde hun næsten tyve års erfaring som jordemoder. Hun har været tilknyttet flere københavnske og sjællandske fødesteder. I øjeblikket har hun orlov fra sin stilling som jordemoder på Rigshospitalet. Øje for folk Lillian Bondo er oprindeligt fra Odense, men er i dag bosat i Søborg. Hun er gift og mor til fire børn, hvoraf det yngste barn er født i 1993. Ifølge venner og kolleger er Lillian Bondo en ildsjæl, med et »stort talent« og et »knivskarpt blik for jordemødrenes interesser i alle sammenhænge«. En anden kollega tilføjer, at hun er altid er »super godt og inspirerende selskab. Sådan en, man altid vil sidde ved siden af, både i sociale og politiske sammenhænge«. Det er dog ikke kun på det faglige område, at hun har formået at imponere sine kollegaer. En anden nævner hendes gode sociale kompetencer, som gør, at hun altid har øje for folk omkring hende.

Som når hun i toget »lige hjælper en ung mor med at underholde et lidt uroligt barn«. Hun er et »nysgerrigt« og »interesseret menneske« – det har givet hende en så stor paratviden, at man skal sikre sig en plads på hendes hold, hvis man vil have en chance for at vinde en quiz, hun deltager i.
Etisk råd
Ud over formandsposter er Lillian Bondo involveret i en masse andet arbejde. Hun er blandt andet medlem af Det Etiske Råd og repræsentant i jordemødrenes verdensorganisation. På trods af at Lillian Bondo først og fremmest er jordemoder, benytter hun enhver anledning til at ride sig en tur på sin islandske hest, som hun holder meget af. Men kolleger har dog bemærket, at hestebilleder på hendes mobil på det seneste er blevet erstattet af billeder af hendes to børnebørn. Rosende tillægsord, som kollegaer mener, dækker Lillian Bondo, er der mange af – blandt andet: omsorg, omtanke og omhyggelig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her