Den dag Fidel døde, befandt Gud sig i Havana. Sådan begynder historien i et af Jóanes Nielsens digte. Den begivenhed har som bekendt ikke indfundet sig i virkeligheden endnu, men det gælder også andre af de historiske begivenheder i Nielsens omfattende forfatterskab. Gud bor på hotel i den cubanske hovedstad klædt i bermudashorts som amerikanske mr. Sanderson, der spørger afdøde, om der er noget, han kan hjælpe med. »Fidel rystede på sit skæggede hoved./ Brød sig ikke om nogen hjælp fra ham,/ der druknede hele verden«. Jóanes Nielsen har det på samme måde. Han kaster sig glad ud i fabler om den virkelige verden, endevender sit lands historie, tager hårdt på de ømme punkter, og afviser anvisninger fra Gud og hvermand. Manden, der nu runder 60, er selvrådig. Ikke repræsentant for nogen skole, sin egen herre. Den katolske Skt. Frans Skole i Tórshavn, som han har ristet en grum rune i romanen 'Glansbilledsamlerne', forlod han ved skolepligtens udløb for at ernære sig som fisker og sømand, indtil han gik i land for at skrive på heltid. I sin seneste roman, den antinationalistiske fædrelandskrønike 'Brahmadellerne', der har skaffet ham hans femte, nu aktuelle, nominering til Nordisk Råds store litteraturpris, tegner han et billede af et samfund, der syder af vild vold og titanisk vrede, af religiøst vanvid og uslukkelig hævntørst. I Nielsens digte er der noget, den roman savner, en glæde ved barokke sammenstillinger og en forsonende humor, som i scenen, hvor de to næsten lige berømte mænd, Vorherre og Fidel Castro, veksler ord. Jóanes Nielsens forfatterskab bygger på Færøerne. Det løfter sig, når han kommer uden for de våde øer eller ser på dem fra et forsonligt verdensperspektiv. Anerkendelse har det ikke skortet på. I 1996 fik han Statens Kunstfonds treårige stipendium. I 1994 modtog han Færøernes Litteraturpris og i 2002 Nordisk Dramatikerpris for teaterstykket 'Hedder noget lang weekend', en fabel om færøsk psykiatri. Blandt de mange danske oversættelser af hans romaner og digtsamlinger er den uforglemmelige titel: 'Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler, vi ejer på Færøerne'.