At kultur kun er noget, der opstår og findes i København, er noget, københavnerne går rundt og tror. Resten af landet ved udmærket, at det absolut ikke forholder sig sådan. Men lader såmænd gladelig københavnerne blive i vildfarelsen. En af dem, der både ved, at kulturen trives uden for København og som også sørger for, at den udbredes og udbygges, er Mette Kier, programchef i Musikhuset Aarhus. Den stilling har hun haft siden 2010. I de forløbne år har hun dannet professionelt parløb med direktøren for Musikhuset, Marianne Bedsted. Det er lykkedes de to at trække store navne fra alle genrer til Musikhuset, bl.a. Elvis Costello, Bryan Ferry, The Beach Boys med Brian Wilson, Melody Gardot, Bonnie Raitt, Jeff Dunham og Orchestra di Santa Cecilia. Kandidat i kultur Det var med en fin akademisk baggrund, Mette Kier kastede sig ud i kulturlivet. Hun har en kandidatgrad i dramaturgi, æstetik og kultur fra Aarhus Universitet. Og med den, kombineret med freelancevirksomhed bl.a. som teater- og filmanmelder, blev hun i 1994 ansat som konsulent på TV 2 i Odense. I samarbejde med andre, ikke mindst programredaktør Feline Munch, bidrog hun til, at TV 2 satte sig godt og solidt på seriemarkedet med bl.a. serierne 'Sopranos' og 'Ally McBeal'. Hvilket i høj grad bidrog til, at TV 2 blev den førende danske tv-kanal. Efter en årrække som konsulent blev Mette Kier i 2000 projektleder og redaktør på TV 2 Interaktiv, et job, som hun forlod i 2004 for at blive først sponsor- og presseansvarlig i Aarhus Festuge under festugedirektør Martin Lumbye og siden kommunikationschef under den nuværende festugeleder Jens Folmer Jepsen. Kultur på heden I 2008 skiftede Mette Kier spor uden dog at forlade kulturbranchen. I Messecenter Herning Kongrescenter havde de brug for en ny arrangementschef, der kunne indfri byens ambitiøse kultursatsning, og Mette Kier vovede springet fra kommunikations- til kultur- og eventchef i hedens hovedstad. I Herning kunne man så bryste sig af besøg af så flotte navne som Bruce Springsteen, Coldplay og amerikanske The Flaming Lips. Og nu er det igen Aarhus, der nyder godt af Mette Kiers viden, erfaring og vindende væsen.
Programchef er i kamp for kulturen





























