Gennem hele sit kunstneriske virke har instruktøren Catherine Poher kombineret arkitektur, billedkunst og teater
Med sin franske baggrund har hun tilført ikke mindst dansk børneteater en ekstra dimension – fyldt med poesi, følelser, livsglæde, magi, overraskelser. Og billeder. Masser af billeder. Og omgivelserne har da også anerkendt Pohers indsats – bl.a. gennem en stribe Reumert-priser til en håndfuld forestillinger, der var iscenesat af dagens fødselar. Blandt Catherine Pohers mest mindeværdige forestillinger finder man bl.a. aarhusianske Gruppe 38’s eventyrlige ’Du må være en engel, Hans Christian’. Tidligere havde hun for samme ensemble skabt ’Den lille pige med svovlstikkerne’, og Reumert-priser er tillige uddelt for børneteaterforestillingerne ’Haiku’ og ’Se mig’ på Rio Rose samt til ’Happy End’ på Corona Danseteater. I et portræt – skrevet af Kirsten Dahl på Pohers hjemmeside – kan man om Catherine Poher læse, at hun »arbejder intuitivt, sanseligt, visuelt og visionært med at åbne rum af undren, sansninger af livets paradokser og oplevelser af evighed og metafysisk klarhed«.






























