Da Jette Kjærboe som barn kørte i rutebil på fyrrernes Fyn med sin mor, fik hun at vide, at hun ikke skulle »glo sådan«. Men pigebarnet kunne bruge sine øjne, og i 1975 blev hun magister i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Konferensen var om 1700-tallets billedkunstnere, og i mange år arbejdede Jette Kjærboe som museumsinspektør, herunder 1977-99 på Kastrupgårdsamlingen og 2003-07 på Statens Museum for Kunst. Men da Jette Kjærboe var fyldt 40 år, manglede der noget: at skrive en roman. Det gjorde hun så, og 'Gennembruddet', om en mandlig museumskustodes skævtvoksende liv, udkom i 1986. Jette Kjærboes eget gennembrud som forfatter kom tre år senere med romanen 'Rejsen til kærlighedens ø', der foregår på de danske koloni Trankebar i 1760'erne, med udgangspunkt i en autentisk dansk tjenestepiges skæbne - og et maleri af Watteau; en af Jette Kjærboes 1700-tals malere. Sit kendskab til Indien havde forfatteren fra dels et toårigt ophold som ulandsfrivillig i Madras i tresserne, dels et rejselegat fra Danida i 1987, der bragte hende til Trankebar. Her opdagede hendes søn Rasmus ruinerne af et lysthus, netop hvor hun mente, det skulle ligge - i romanen. Med succesen og anerkendelsen for 'Rejsen til kærlighedens ø' fangede bordet for forfatteren Kjærboe, og den følgende slægtsroman, 'Albertines fortællinger' fra 1992, udløste Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Om den roman skrev John Chr. Jørgensen i denne avis, at var den mislykket som kunstnerisk helhed, var det på et højt respektabelt niveau, og Marie-Louise Paludan skrev i Weekendavisen, at Kjærboe var så god, at hun burde være bedre. Alle anmeldere roser dog Jette Kjærboes romaner for at være velskrevne, med ofte raffineret genrebeherskelse og konstruktion af perspektivet - og godt researchede. Den akademiske skoling fornægter sig ikke. Efter en samling gotiske fortællinger ('Vinhandleren og andre spøgelseshistorier', 1994) og en roman i 1995 om Det Gamle Testamentes kvindelige skurk Jezabel: 'Kvinden i vinduet', som John Chr. Jørgensen roste for ikke at være konstrueret på »klamme psykologiske skeletter«, kom i 2001 'Madonnamaleren' om en italiensk kunstner i en dansk middelalderkirke og endelig i 2006 'Juttas år'. Det er er kollektivroman med over 80 enkeltskæbner og en selvstændig fortsættelse af 'Albertines fortællinger'. 'Juttas år' foregår i et lille sydfynsk samfund under Anden Verdenskrig, og om den skrev May Schack her i avisen, at Jette Kjærboe »skriver med et overskud af en fortælleglæde og en sans for de morsomme detaljer«. Dens lethed og charme, skrev Schack, gør 'Juttas år' til en førsteklasses underholdningsroman, der tåler sammenligning med tv-serien 'Matador'. Jette Kjærboe fik i 2010 et arbejdslegat fra Litteraturrådet, så måske er 'Juttas år' slet ikke hendes sidste litterære værk? Det er foreløbig en hemmelighed; måske sågar en af dem, Jette Kjærboe inspireres af: »Små, uafslørede og banale hemmeligheder er gode« har hun sagt.