Som rektor ved Vesthimmerlands Gymnasium i Aars havde han mulighed for at udfolde sin kunstinteresse ved et meget tæt samarbejde med kunstnerne Per Kirkeby og Poul Gernes, der resulterede i en flot udsmykning af gymnasiet af dem begge. Karrieren begyndte som gymnasielærer på Frederikshavn Gymnasium, hvor han var fra 1965-70. Han blev cand.scient. i matematik og datalogi fra Aarhus Universitet i 1972 og herefter blev han af Danida udsendt til Zambia, hvor han fungerede som lektor ved Nkrumah Teachers’ College til 1975.
Efter nogle år som adjunkt ved Midtfyns Gymnasium i Ringe kom han så til Vesthimmerlands Gymnasium, hvor han havde rektorjobbet fra 1979-91. I perioden som rektor var han også i fire år formand for Gymnasieskolernes Rektorforening. Efter gymnasietiden blev han først forvaltningschef ved undervisnings- og kulturforvaltningen i Viborg Amt, og dernæst blev han amtsdirektør fra 1995-98.




























