Frede Blaabjerg er civilingeniør i energiteknik fra Aalborg Universitet. Han var et par år ved Ascan Scandia i Randers, hvorefter han tog tilbage til Aalborg Universitet og blev relativt ung professor i energiteknik fra 1998. 2006 til 2010 var han dekan ved Fakulteterne for Ingeniør, Natur og Sundhedsvidenskab ved Aalborg Universitet, hvorefter han efter eget ønske returnerede til forskningen. Han er en anerkendt forsker inden for sit fagfelt (effektelektronik), som er elektronik, der kan styre vindmøller, solceller og være med til at spare energi. Fagområdet er en styrkeposition for Danmark.
Frede Blaabjerg har skrevet hundredvis af artikler med nationale og internationale samarbejdspartnere, været hovedtaler på konferencer over hele verden, er formentlig den mest citerede over de sidste 15 år inden for fagområdet og har modtaget omkring 20 internationale priser og 10 nationale priser for sin forskning, herunder direktør Ib Henriksens Forskningspris samt Grundfos-prisen.



























