For 20 år siden begyndte Jakob Malling Lambert i forlagsbranchen, og her fik han hurtigt et ry som den seriøse litterat, der var redaktør af oversat skønlitteratur. I dag arbejder han stadig på forlaget Rosinante, men nu sidder han øverst i forlagshierarkiet som adm. direktør for Gyldendals datterforlag, der er samlet under Rosinante & Co.
Og noget forunderligt er sket i de mellemliggende år. Han synes i dag at have en meget lettere gang på jorden, end da han begyndte i bogbranchen. Måske er der bare sket det, at Jakob Malling Lambert med årene er blevet bedre til at vise de muntre sider af sig selv, eller også er forandringen et udtryk for, at det går ualmindelig godt i karrieren.




























