Fra 1970 til 1988 var C.S. Berggreen ansat i Vejdirektoratet som vej- og broingeniør. 1974-78 var han afdelingsingeniør for vejregelsekretariatet, og 1978-88 var han chef for drift og vedligeholdelsen af statsvejene. C.S. Berggreen blev i 1988 ansat som stadsingeniør i den daværende Søllerød Kommune. Fra 1994 var han teknisk Direktør og fra 2000 direktør i Søllerød – senere Rudersdal – Kommune. I de forløbne år har C.S. Berggreen stået bag en række store projekter. Søllerød Kommune var f.eks. den første kommune i landet, der privatiserede sine renseanlæg. 15 år senere stod han for nedlæggelsen af de to ældste renseanlæg og fik dem erstattet med underjordiske bassiner og ledninger.
Hans hjerte har især banket for Nordisk Vejteknisk Forbund, som han har været medlem af i 36 år. C.S. Berggreen fik han i 1975 Trafiksikkerhedslegatet fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, og i 1998 blev han hædret med Asfaltprisen for sin indsats for indførelse af støjdæmpende vejbelægninger og genbrug af asfaltbelægning. Det er Carl Steen Berggreens fortjeneste, at Frederik V’s tomilepæl blev genrejst ved sydsiden af Geels Bakke, og at Hulvejen ved Søllerød Kirke, Bystævnet i Øverød og Frederik VII’s underføring i Skodsborg blev genskabt.



























