Thomas Thorhauge er en visionær tegner og organisator

Formidler. Thomas Thorhauge valgte at satse sin karriere på tegneserier frem for film, "fordi potentialet i tegneserien synes mindre forløst end hos film".
Formidler. Thomas Thorhauge valgte at satse sin karriere på tegneserier frem for film, "fordi potentialet i tegneserien synes mindre forløst end hos film".
Lyt til artiklen

Når der lige nu er mere gang i den danske tegneseriescene end længe, har tegneren Thomas Thorhauge en meget stor del af æren.

Men selv om der sammenlignet med tidligere udkommer flere nyskabende, eksperimenterende tegneserier og graphic novels – herunder hans egne – er det samlede salg nu stadig ikke større, end at optimismen kan ligne et synsbedrag: Tegneserierne er blevet mere synlige for offentligheden.

LÆS OGSÅ Tegneserier er blevet en vigtig del af undervisningen i USA

Altså ikke mindst takket være Thorhauge og hans indsats som medstifter af og formand for Dansk Tegneserieråd i institutionens fire første, særdeles frugtbare år.

Tegneren er nemlig ikke alene visuelt, men også visionært begavet: Af de to hovedinteresser film og tegneserier valgte han at satse sin karriere på serierne, både fordi han har talentet, og »fordi potentialet i tegneserien synes mindre forløst end hos filmen«, siger han.

Fra film til tegneserier
Modsat mange danske serietegnere kom han aldrig på Danmarks Designskole, men begyndte at studere film- og medievidenskab på Københavns Universitet, samtidig med at han arbejdede som illustrator for kommunikationsbureauet Sigma, mens han og hans kone, Fie, tidligt fik det første af tre børn, der nu er 16, 13 og 6.

Der skulle smør på brødet, så tegneriet vandt over filmstudiet. Fra tegnestuen Kong Georg på Frederiksberg leverer han den dag i dag »tegning som kommunikation snarere end som kunst« til virksomheder via firmaet Bigger Picture.

Tegnernes Rip, Rap og Rup: »Næsten alle tegnere har haft pissedårligt selvværd«

Hans viden om film og filmhistorie er dog ikke spildt på Politikens læsere, som i flere år har nydt hans originale nonfiction-tegneserie i torsdagsavisens Film-tillæg.

’Ekstramateriale’ hedder serien p.t., men det begyndte med ’True Story’ baseret på autentiske citater af filmskaberne og nu samlet i bogen ’Det sidste ord’, som er nomineret til en af årets Pingpriser. Tegnet journalistik prøvede han allerede 2006 i Ekstra Bladet, i »ekstremt lærerigt« samarbejde med Hans Engell, bedyrer han.

En visionær formand

Thorhauges hidtidige hovedværk er den kompositorisk raffinerede og på én gang alvorlige og humoristiske grafiske roman ’Kom hjem’ fra 2009, prisbelønnet som årets bedste danske tegneserie.

Debutalbummet fra 2000, ’Det der går forud’, udkom siden på fransk og blev efterfulgt af en stor udstilling af danske tegneserier i Danmarkshuset i Paris, arrangeret sammen med kunsthistorikeren Matthias Wivel.

Sammen har de tos initiativer siden skrevet dansk tegneseriehistorie: bogen ’Forandringstegn’, serieantologien Blæk, serietidsskriftet Rackham og senere webmagasinet Nummer9.dk plus initiativet til skabelsen af Dansk Tegneserieråd.

LÆS OGSÅ Danmark får en tegneserieuddannelse

På de fire år med Thorhauge som formand har dét råd allerede løst flere af sine hovedopgaver: skabt en serietegneruddannelse sammen med Animationsværkstedet i Viborg, fundet faste rammer om det danske tegneseriemuseum på Storm P. Museet, reetableret de Pingpriser, der uddeles festligt igen 1. juni i år under festivalen Copenhagen Comics, og etableret en årlig hvidbog om tal og tendenser på det danske tegneseriemarked.

Thorhauge er visuelt og visionært, organisatorisk og praktisk begavet, og så er han en smittende begejstret formidler af mulighederne i det medie, hvis store udvikling ikke ligger bag os i forrige århundrede, som pessimister og nostalgikere tror, men forude – hvor han utvivlsomt selv vil udfolde nogle hidtil uprøvede former for billedfortælling.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her