For Lise Lind er det nu en særdeles travl tid. Det er kort før offentliggørelsen af, hvordan de 17 nye metrostationer på Cityringen, der skal binde Københavns brokvarterer, Frederiksberg og Indre By sammen, kommer til at se ud. De færreste hovedstadsborgere kender metroens chefarkitekt, Lise Lind. Men Lise Lind kender dem. Dog på en lidt usædvanlig måde. Med ansvaret for blandt andet den arkitektoniske udformning af stationer og tog på de nye metrolinjer ved hun alt om borgernes adfærd, når de skal fra a til b.
Fra hvordan de benytter en rulletrappe, en bænk, et par minutters ventetid, og til hvordan de oplever lys og tryghed i et rum. Et af Lise Linds mantraer er, at »design skal være no nonsens og kunne klare tidens gang«. Det afspejler sig blandt andet i byens metro ved, at stationerne er i et enkelt design, og materialerne er af høj kvalitet.



























