Landmandssønnen fra Hillested ved Maribo blev i 1967 kandidat fra Danmarks Farmaceutiske Højskole, hvorfra han i 1971 blev lic.pharm. (ph.d.) i fysisk kemi. Samme år blev han ansat ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole; fra 1972 som lektor.
Her forsvarede han i 1990 sin doktordisputats om jordbundens jernoxider og deres miljømæssige betydning. Fra 1992 til 2011 var Ole K. Borggaard professor i jordbundskemi og pedologi ved Landbohøjskolen (nu Københavns Universitet). Han er fortsat tilknyttet universitetet som professor emeritus. Ole K. Borggaards forskning har med økonomisk støtte fra forskningsråd, Danida og EU især omfattet kemiske undersøgelser af danske og tropiske jorders evne til som filter at beskytte vandmiljøet mod forurening med tungmetaller, pesticider og fosfor.




























