DJ'en der forførte en halv verden fylder 50

Idol. Under navne Fatboy Slim har Norman Cook været på færde i mangfoldige sammenhænge. Her spiller han i Mexico City i 2012.
Idol. Under navne Fatboy Slim har Norman Cook været på færde i mangfoldige sammenhænge. Her spiller han i Mexico City i 2012.
Lyt til artiklen

»Right about now, the funk soul brother« lød en gentaget samplet linje i det skamløst iørefaldende hit 'The Rockafellar Skank', som den engelske dj, musiker, rapper og producer med kunstnernavnet Fatboy Slim forførte en halv verden med i 1998.

Det var dengang, en dj som Fatboy Slim med det borgerlige navn Norman Cook for alvor begyndte at kunne få idolstatus, og der uden nævneværdig eftertanke blev festet igennem på adrenalin og stemningsændrende stoffer i pilleform.



Det var også en tid, hvor ordene 'økonomisk krise' mindede nogle om en mager epoke i 1930'erne, og næppe mange forestillede sig, at det hele ti år senere ville ramle en gang til.

kritik Skamløs dans med Fatboy Slim

Med større succes end de fleste andre fangede Norman Cook i 1990'erne det britiske poppede elektroniske musikfænomen big beat i farten.

Især i singleformat, men også på album som 'Better Living Through Chemistry' (1996), 'You've Come aLong Way, Baby' (1998) og 'Halfway between the Gutter and the Stars' (2000) skabte denne tidligere bassist i The Housemartins og forhenværende musiker og medproducer i forskellige sydbritiske dancebands den tids partylyd.

DJ Fatboy Slim var et hovednavn på festivaler overalt, og det var i almindelighed fantastisk at overgive sig til hans beskidte beats, men 13. juli 2002 overraskede det lige godt myndighederne, at 250.000 mennesker deltog i hans gratis koncert med titlen The Big Beach Boutique II på stranden i Brighton.



Man havde regnet med, at der kom 60.000 mennesker, og begivenheden medførte kaos og desværre også et dødsfald.

Dj’en er den nye superstjerne

Nu er tiden en anden, og Norman Cook er lejlighedsvis radiovært i eget navn, men påtager sig dog stadig indimellem sit alter ego, Fatboy Slim, for at optræde på festivaler.

Hvor man så kan høre eller genhøre hits som 'Weapon of Choice', 'Right Here Right Now' og 'The Rockafella Skank' med de herlige ord »funk soul brother«.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her