Ikke nok med at Randi Laubek fra Voerså i Vendsyssel deler fødselsdag med sit 15 år ældre idol Kate Bush fra London.
Med sit store stemmeregister og sin evne til at få selv de mest krævende vokalspring til at lyde ubesværede er Randi Laubek en af de få sangerinder, der tåler sammenligning med Kate Bush.
En imponerende vokalteknik har Randi Laubek præsenteret publikum for, siden hun i 1997 debuterede med albummet ’Ducks and Drakes’. Samtidig har hun som sangskriver med sin blanding af pop, jazz og soul og sin billedrige tekstpoesi bidraget med langtidsholdbar engelsksproget musik.
’Almost Gracefully’ (2000), ’The Wedding of All Things’ (2003), ’Figures of Eight’ (2005) og ’Sun Quakes’ (2009) er udgivelserne, hvorpå Randi Laubek siden debuten har sunget sine egne sange og fremstået som stadig lige væsentlig og fortsat ret så genert.
»Jeg har altid taget udgangspunkt i mig selv. Jeg er meget privat, og det er svært i denne branche«, udtalte hun for nogle år siden til musikbladet Gaffa.Og sandt er det, at Randi Laubek såvel i sin sangskrivning som under sine optrædener søger indad.
Randi Laubek en af de få sangerinder, der tåler sammenligning med Kate Bush
Blufærdigheden og ydmygheden har hun i behold fra dengang, hun var et ungt, rytmisk konservatoriestuderende talent. Hun står ikke forrest de steder, hvor folk i showbusiness gør opmærksom på sig selv.
Heldigvis har andre øre for den mange gange anmelderroste kvinde. Tidligere i år modtog hun det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
På sine seneste legatansøgninger har hun kunnet skrive en udgivelse, der måske er hendes mest personlige hidtil, selv om teksterne på albummet er skrevet af en anden.
Ud over at være erklæret beundrer af Kate Bush er Randi Laubek blandt meget andet også mangeårig læser af den amerikanske 1800-talsdigter Emily Dickinson. De to ligner ud over indadvendtheden hinanden ved at være født og opvokset tæt på naturen, langt ude på landet.
Efter nogle års arbejde med at skrive musik til nogle af Dickinsons digte fik Randi Laubek i 2012 udgivet albummet ’Letter to The World’.
Det indeholder 14 tekster skrevet af en anden følsom kvinde for mere end et århundrede siden, men er først og fremmest et Randi Laubek-album, hvor danskeren selv lyser indefra.
Som en ægte stjerne.




























