Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Femte guldsmed i lige linje fylder 75

Lyt til artiklen

På hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade i København ligger et fornemt stykke kulturhistorie, nemlig Danmarks ældste juvelerfirma i form af kgl. hofjuveler Peter Hertz. Forretningen har haft adresse her siden 1841, kun overgået af A.C. Perchs Thehandel, der har ligget i Kronprinsensgade siden 1835, og det er her, guldsmed, juveler Flemming Hertz begyndte sin karriere. Han er femte generation i det familieejede juvelerfirma med oldefaren P. Hertz som den ihærdige grundlægger, hvis arbejder roses og fremhæves, og hvis forudseende sønner udstyrede firmaet med en dengang moderne sølvvarefabrik. Ligesom sin far og farfar rejste Flemming Hertz til Hanau i Tyskland og herefter Manchester som supplement til uddannelsen i København, og i begyndelsen af 1960’erne var det hans tur til at overtage foretagendet. Forinden havde der været adskillige mørke episoder i hans liv, dels med mange jøders flugt til Sverige i 1943, men nok så voldsomt må det have været, da begge hans forældre døde. De styrtede ned med et fly på vej til Paris i 1946. Flemming Hertz blev den sidste ejer af P. Hertz, når man regner i lige linje. Siden 2007 har hans svigerdatter Berit Hertz været overhoved i ’biksen’, som man altid har kaldt forretningen, hvor indretningen fra 1906 af arkitekt Bernhard Ingemann stadig står uforandret. Ingemann tegnede adskillige kendte københavnske bygninger, blandt andet Gutenberghus, det nuværende filminstitut med Cinemateket. I de 45 år, Flemming Hertz huserede i Kronprinsensgade, løste han opgaver af alle slags, herunder flere kongelige såsom kronprinseparrets vielsesringe i 2004. Desuden gjorde han sig gældende i det snart 600 år gamle Kjøbenhavns Guldsmedelaugs styrelse, først som almindeligt medlem, siden som viceoldermand og fra 1987 til 2008 som oldermand.

I dag har han titel af æresoldermand i lavet. Hertil kommer medlemskabet af en lang række bestyrelser, blandt andet Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn, Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab samt formand for Danmarks Guldsmedeforening 1993-2003.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her