Knut Wallevik er født i Frankrig som søn af en norsk sømandspræst og en dansk koncertsangerinde, men voksede op i Holte. Efter sin lægeeksamen i 1960 arbejdede han i en lang årrække som forsker, blandt andet på Finsenlaboratoriet. Han blev dr.med. i 1979.
I 1983 kom han til Skejby Sygehus i Århus, blev speciallæge i klinisk immunologi og overlæge i 1991. På Skejby Sygehus udviklede han blandt andet en ny metode til behandling af bløderpatienter. Immunologispecialet førte i 1993 til en stilling som chefrådgiver på et Danidastøttet projekt, der skulle dæmme op for hiv-epidemien i Zimbabwe.



























