Ud fra gængse karrieremæssige betragtninger burde Camilla Sylvest nok for halvandet år siden havde stået i Mainz i Tyskland og holdt en peptalk for de omkring 600 medarbejdere i Novo Nordisks tyske hovedkvarter, hun netop var blevet landechef for. Men Camilla Sylvest var ikke i Tyskland hin dag. Hun var hjemme hos familien i Lyngby for at fejre sønnen Holgers 5-års fødselsdag. Selvfølgelig, for det havde hun jo lovet, længe inden chefudnævnelsen kom på tale. Hendes prioritering af privatlivet i denne situation er nok kommet bag på nogle af kollegerne i branchen, men ikke på dem, hun har arbejdet tæt sammen med. For de var fuldt bevidste om, at Camilla Sylvest på meget fin måde gennem sin hidtidige og næsten kometagtige karriere har formået at være en yderst effektiv medarbejder, samtidig med at familien også har fået sin del af døgnets timer. Samtidig må det dog så også konstateres, at familien – ægtefællen, Henning Therkelsen, der er arkitekt og industriel designer med egen virksomhed, og sønnen, Holger, og hans lillesøster, Caroline – har været særdeles omstillingsparate. Det var nemlig ikke første gang, familien pakkede kufferterne for at drage til udlandet som følge af Camilla Sylvests karriere. Ambitioner Jobbet i Tyskland er det hidtil tungeste, Camilla Sylvest har haft. Tyskland er verdens fjerdestørste medicinalmarked og derfor en meget vigtig del af Novo Nordisks europæiske marked. Men det er måske ikke det nemmeste område at håndtere.
Markedsmekanismerne i Tyskland er kendt for at være ret så konservative. Der skal trækkes på netværk for at få markedsført og udviklet medicinalkoncernens produkter, herunder ikke mindst diabetesmedicin. Men Camilla Sylvest er gået på med vanlig krum hals, har de nødvendige netværk, og landechefjobbet i Tyskland bliver nok ikke den sidste topstilling, man kommer til at se hende i. Ambitionerne fejler ikke noget, men det er ikke sådan, at hun går rundt med en udviklingsplan for, hvad karrieren skal føre med sig af chefposter. Ambitionerne går på indholdet i jobbet. »Jeg har ikke haft de der større ledelsesambitioner. Jeg er mange gange blevet prikket på skulderen og spurgt, om jeg ville det her, og så har jeg sagt ja eller nej, men jeg har aldrig planlagt, hvad jeg skulle næste gang«, har Camilla Sylvest sagt i et interview i Børsen. Særlig pris Camilla Sylvest er født i Glostrup ved København, men er opvokset på Fyn. Hun blev matematisk student fra Faaborg Gymnasium, og allerede på det tidspunkt gik hun målrettet efter en karriere i erhvervslivet. Hun blev cand.oecon. fra Syddansk Universitet i 1998, men havde i studietiden flere studenterjob, herunder som trainee i marketingafdelingen på Novo Nordisk. Hun følte sig tiltrukket af virksomhedens måde at arbejde på og fortsatte i et job som international marketing manager, og senere blev hun direktionssekretær for en koncerndirektør i Novo. Sideløbende efteruddannede hun sig med en executive MBA fra Scandinavian International Management Institute, fik en særlig pris for bedste afgangsopgave, og i 2003 blev hun udnævnt til chef for Novo Nordisks europæiske kontor for salgs- og markedseffektivitet i Schweiz. Det gjorde hun så godt, at hun i 2008 blev hentet hjem til Danmark for at blive landechef for Novo Nordisks datterselskab i Danmark. Her stod hun bl.a. bag lanceringen af diabetes 2-medicinen Victoza og kontrolarbejdet med de omkring 230.000 diabetesramte danskere. Overladt tjansen til søn Men nu gælder det altså det tyske marked, hvor Camilla Sylvest er i fuld gang med et ’integrere’ sig i lokallivet i Mainz.































