Han har været leder for hele Rigspolitiets operationelle indsats inklusive færdselspolitiet, men selv er Hans-Viggo Jensen, juridisk chef i Nationalt Udlændinge Center, NUC, hverken til blå blink eller hvinende udrykning. Han ville ikke engang kunne føre en politibil, hvis situationen krævede det, for han har ikke kørekort, og det interesserer ham heller ikke at erhverve et. Hans-Viggo Jensen er mere til det tørre, juridisk nørdede, og hver morgen tager han sin herrecykel og kører de godt 10 kilometer fra hjemmet og til udlændingecenteret i Ejby ved Glostrup. Han var vicerigspolitichef indtil udgangen af 2011, og herefter kunne Hans-Viggo Jensen genoptage jobbet i NUC, hvor han har sagsbehandlet såvel asylansøgeres ind- som udrejse siden 1993. Ekspert i udlændingeret Frem for de store overordnede ledelsesfunktioner foretrækker Hans-Viggo Jensen nemlig at fordybe sig i krinkelkrogene i den komplicerede udlændingeret, som han er en af landets fremmeste eksperter i. En stilling, som kræver en vis stamina. Immigration er et politisk dramatisk område, som har afgjort valg i Danmark og ført til slagsmål i gaderne. Da afviste irakiske asylansøgere i 2009 besatte Brorsons Kirke i København, advarede Hans-Viggo Jensen midt i den højspændte situation politikere, ngo’er og meningsdannere mod dyrke egen dagsorden på ryggen af irakernes skæbne. Det fik vrede debattører til at beskylde ham for at politisere og optræde som både udøvende og dømmende magt. Men irakerens sag var prøvet i samtlige instanser, og for Hans-Viggo Jensen var det et spørgsmål om, at retsstaten måtte respekteres. Opdraget indenfor Justitsminsteriet Men også, at den politiske tumult var blevet så intens, at asylansøgere måske fik indtryk af, at sagen kunne vendes. Men det var der intet politisk flertal, for og sådan er demokratiet, mener han. En nærværende mand, siger politifolk, som kender ham. Indbegrebet af et ukorrumperet menneske, i hvis natur det stritter imod at selvprofilere sig. Han arbejder for sagen, og i juraen skal findes løsninger på vanskelige udvisningsproblemstillinger, som Hans-Viggo Jensen og hans afdeling har en målsætning om skal løses bæredygtigt, og langt de fleste sager kører uden problemer på trods af de menneskelige omkostninger. Hans-Viggo Jensen, som blev cand.jur. i 1977, er opdraget inden for Justitsministeriets retlinede rammer, indtil han blev politimester hos Rigspolitichefen i 1993 og vicerigspolitichef fra 2002.
Men der er dog et sted i mandens tilværelse, hvor juraen ikke rækker. Opvokset på den københavnske Vestegn er han en loyal fan og støtte af fodboldklubben Brøndby, hvor han selv har spillet som barn, og over for udsigten til at klubben risikerer at skulle tilbringe jubilæumsåret 2014 i 1. division, har han kun sin overbevisning. Ham bekendt er Brøndby aldrig rykket ned, siden opturen startede på Vestegnen, og det sker heller ikke nu, bemærker han.




























