Professor, dr.med. Ulrik Gether, der er født i Aalborg og student fra Haderslev Katedralskole, blev allerede under medicinstudiet på Københavns Universitet grebet af forskningen, hvor han undersøgte, hvordan hjernens signalstoffer bliver dannet, og hvordan de binder sig til deres receptorer.
Som færdiguddannet læge i 1990 vendte Ulrik Gether tilbage til forskningen på Rigshospitalet og rejste i 1993 til USA, hvor han i tre år arbejdede på Stanford University sammen med professor Brian Kobilka, der i 2012 modtog Nobelprisen i kemi.




























