I dag lander 120 internationale gæster i København for at tage til fødselsdagsfest hos en af Danmarks første globale erhvervsmænd. Reklamemand, generalkonsul Jens Olesen fylder 70 år. »70 er bare et tal. Jeg føler mig stadig ung«, siger Jens Olesen, der bor i São Paulo, Brasiliens største by. Jens Olesen blev født under Anden Verdenskrig og voksede op på Østerbro i København. Efter endt uddannelse blev han ansat i reklameafdelingen hos Dansk Esso og indså hurtigt, at Danmark var for lille til ham. Han søgte til London i 1964, og to år senere fik han sit livs chance, da han blev assistent for Eugene Kummel, en af USA’s mest succesfulde reklamefolk.
Makker med Pelé
Jens Olesen gjorde det godt på reklamebureauet McCann i New York og fik i 1969 den betroede opgave at flyve til Brasilien for at lave en reklamekampagne for VM i 1970 samme med Pelé.
»Jeg landede i São Paulo en søndag. Samme dag tog jeg videre til havnebyen Santos, hvor Pelé spillede. Jeg så kampen, og om aftenen gik vi ud. Pelé var fantastisk, og han var faktisk den første brasilianer, jeg lærte at kende«.
Deres venskab voksede sig stærkt med årene, og Jens Olesen spiser stadig frokost med Pelé mindst fem gange om året i São Paulo.
»Vi har lavet reklamekampagner sammen for flere hundrede millioner dollar«, siger han.
Jens Olesen kom tilbage til Brasilien i 1976 og blev direktør for McCann-Erickson i Latinamerika og Caribien. I de følgende år opbyggede han kontinentets største reklameimperium, der gik fra at have 20 afdelinger til 150 afdelinger 30 år senere.
Kunstinteresseret I sin tid hos McCann-Erickson, hvor han stoppede i 2006, lærte han mange af kontinentets vigtigste og mest indflydelsesrige politikere og erhvervsfolk at kende. Det har givet ham unikt netværk af kontakter og gjort ham til den højest dekorerede dansker i Latinamerika.



























