I dag bliver en fodboldspiller synet mange gange, før en interesseret klub giver kontrakttilbud. I gamle dage var det anderledes. Den tidligere landsholdsspiller og KB’er Ole Sørensen blev købt ubeset af 1. FC Köln i 1965.
Tyskerne havde hørt om den skudstærke innerwing, der stort set altid spillede med strømperne rullet ned. De vidste, at han kunne strø om sig med gode, præcise afleveringer, fordi han havde et fint blik for spillet og var dygtig til at orientere sig på banen med bolden for fødderne. Opholdet i den tyske klub blev ingen succes. Ole Sørensen var plaget af skader og spillede kun 13 kampe for kölnerne. Han skiftede til PSV Eindhoven, inden han tog tilbage til KB.



























