Morten Kyndrup falder ikke i med tapetet. Som en forskningskollega gennem tyve år formulerer det om Aarhus Universitets professor i æstetik og kultur, der er dr.phil. i litteratur: »Han sætter sig ved bordenden og forventer at være med til at bestemme«. Det kunne lyde som en tromlende macho, men det er en helt gal læsning, understreger kollegerne. Når Morten Kyndrup fylder meget, er det, fordi han vil meget, og selv om han »kalder på et stærkt modspil«, som en kollega udtrykker det, er det angiveligt »på den gode måde«, at han fylder. Og det hører med, at han fordrer lige så meget af sig selv, som han fordrer af andre. Morten Kyndrup blev mag.art. fra Aarhus Universitet i 1978. Her har han været ansat siden, fra 1995 som professor, og det var også her, han skrev doktorafhandlingen om romangenren.
Gennemslagskraft
Ved siden af det videnskabelige arbejde har han prøvet sine kreative kræfter af som medspiller i et folkrockband i 70’erne og som forfatter til sub-pub-digte og noveller.
Derudover henter han inspiration gennem sit arbejde i diverse råd, udvalg og bestyrelser inden for sit felt.






























