'Chef-mor' fylder rundt som USA's førende feminist

Powerwoman. Michelle Obma har i høj grad selv defineret rollen som den amerikanske præsidents hustru.
Powerwoman. Michelle Obma har i høj grad selv defineret rollen som den amerikanske præsidents hustru.
Lyt til artiklen

Det vakte opsigt, da en stribe venstreorienterede kvinder for nylig i en længere artikel beskyldte Michelle Obama for at være »et feministisk mareridt«.

For nok er hun uddannet fra de bedste universiteter i landet, men som førstedame har er hun mest kendt for sin køkkenhave, for at tale om motion og for at hjælpe familier til sårede veteraner.

»Hun er dybest set blevet en engelsk herregårdsfrue som i 1830’erne«, klagede en feminist i artiklen, som blev årets mest læste i Politico Magazine.

Hvad der især generede flere af feministerne, var Michelle Obamas egen beskrivelse af sit job som »Mom in Chief« – øverstkommanderende mor.

Men som en (sort) kvindelig tv-vært påpegede, så har netop den betegnelse flere lag. Når en sort kvinde erklærer, at hun først og sidst er mor for sine børn, så har det selvsagt også en racehistorisk betydning. Michelle Obama er netop chef for sin egen familie – ikke ansat til at passe andre folks børn. På den måde er hun et symbol på en kvindefrigørelse, som millioner af unge kvinder i USA kan forholde sig til.

Modspil til Barack Obama
Dertil kommer, at betegnelsen Mom in Chief selvsagt også er et ordspil, der ironiserer over Barack Obamas titel som Commander in Chief – øverstkommanderende for de væbnede styrker. Michelle Obama er nok gift med verdens mest magtfulde mand, men få er i tvivl om, at han får modspil på hjemmefronten.

Michelle Obama kan i dag fejre sin 50 års fødselsdag som en af de få personer i Washington, som får positive karakterer af amerikanerne. Mens Barack Obamas popularitet er dykket til omkring 40 procent, siger over 65 procent af amerikanerne, at de synes godt om hans hustru.

KOMMENTAR

De nye førstedamer nøjes ikke bare med at svinge støvekosten

Og selv om førstedamer traditionelt er populære i USA, så er Michelle Obama det på sin egen moderne måde. Hun møder op i et populært talkshow for at danse, og hun banker en anden talkshowvært i armbøjninger. Hun er veninde med USA’s største kvindelige popstjerne Beyoncé, og forleden beskrev Washington Post netop de to som repræsentanter for »det 21. århundredes feminisme«.

»De er begge utroligt kompetente kvinder, der ikke blot har blomstrende karrierer, men også blomstrende ægteskaber og børn. Det er et meget inspirerende feministisk budskab«, siger en kvindelig kommentator i artiklen.

Uanset om man betragter Michelle Obama som et feministisk forbillede eller ej, så er hendes personlige historie en af dem, der for altid vil blive stående i arkivernes afdeling for historier om ’den amerikanske drøm’.

Hun er ikke bare efterkommer af slaver fra de amerikanske sydstater; hendes tipoldefar var barn af en sort slave og en hvid plantageejer. Michelle Obama voksede op i Chicagos belastede Southside-kvarter i et beskedent, men ordentligt hjem. Hendes far arbejdede på det lokale vandværk og var aktiv i Det Demokratiske Parti. Hendes mor var sekretær, men gik hjemme, indtil Michelle Obama kom i gymnasiet.

På skole for særligt begavede børn
Ligesom sin storebror klarede Michelle sig så godt i skolen, at hun sprang 2. klasse over, og senere flyttede hun til en skole for særligt begavede børn.

Hun fulgte i sin brors fodspor og studerende sociologi og sort amerikansk historie på prestigeuniversitetet Princeton, inden hun flyttede til USA’s fornemste universitet, Harvard, for at blive jurist.

Som ung jurist i et privat advokatfirma blev hun sat til at være mentor for en nyansat advokat ved navn Barack Obama, og de to blev gift i 1992. Mens Barack Obama brugte en del år på at sparke gang i sin politiske karriere, arbejdede Michelle Obama som jurist ved et stort hospital i Chicago. I en periode var hun rådgiver for byens borgmester.

Da Barack Obama meldte sig på banen som præsidentkandidat, fik Michelle Obama hurtigt ørerne i den kværnende amerikanske mediemaskine. En henkastet bemærkning om, at hun for første gang var stolt over sit land, da bønderne i Iowa stemte på en sort politiker som deres foretrukne præsidentkandidat, blev hurtigt udlagt som om, Michelle Obama foragtede sit eget fædreland. På den måde kunne Michelle Obama reduceres til stereotypen om en vred, sort kvinde.

Det hjalp ikke, at hendes mand selv fortalte, hvordan hun havde tvunget ham til at holde op med at ryge som betingelse for at lade ham stille op.

Oplevelsen fik Michelle Obama til at spille en tilbagetrukket rolle i Barack Obamas valgkamp. Men både i 2008 og 2012 holdt hun følelsesladede og stærke taler for sin mand ved det demokratiske partikonvent.

LÆS MERE

Konservative kommentatorer: Michelle Obama var irriterende god

Som førstedame har Michelle Obama fortsat den stil: Hun holder sig langt væk fra døgnets politiske debat i Washington, men hun har kastet sig ind i arbejdet med emner, der ikke er ukontroversielle. Det gælder især hendes kamp for at få amerikanske børn til at spise sundere og motionere mere. Overvægt er et enormt samfundsproblem, der også koster dyrt, fordi millioner af amerikanere lider af sukkersyge.

Senest har hun engageret sig i kampen for at få flere unge til at tage en uddannelse. For begge sager gælder det, at problemerne er værst blandt sorte amerikanere.

Familiemiddage forarger

Samtidig lægger præsidenten ikke skjul på, at han også henter politisk inspiration i sit ægteskab. Det er almindeligt kendt, at Michelle Obama skubbede voldsomt på for, at Barack Obama sidste år skulle melde ud, at han støttede homoseksuelles ret til at gifte sig.

Familien Obamas egne børn bliver holdt i temmelig stram snor. De går på den private eliteskole Sidwell i Washington og har begge to fritidsaktiviteter – en, de selv vælger, og en, som deres forældre bestemmer. Og på hverdage er der ingen adgang til tv-spil eller serier, medmindre det er sammen med hele familien om aftenen.

På samme måde er reglen, at Barack Obama dukker op og spiser middag med familien, medmindre helt særlige grunde forhindrer det. Det har forarget dele af det politiske miljø i Washington, men for Michelle Obama er det en del af at være øverstkommanderende mor – og moderne feminist.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her