Da Oprah Winfrey brød igennem som talkshowvært i midten af 1980’erne, begyndte hendes indflydelse på amerikanernes tankegang at vokse nogenlunde proportionelt med hendes formue.
Ud over at være kendt som vært for sit eget ’The Oprah Winfrey Show’ fra 1986 til 2011 er hun også skuespiller, filmproducent, bogklubbestyrer, filantrop og så betydningsfuld en meningsdanner, at det gav Barack Obama et skub i retning mod præsidentjobbet, da hun fra 2007 offentligt støttede ham som demokraternes kandidat.
Oprah Winfrey skulle egentlig havde heddet Orpah til fornavn, men præsten stavede forkert, da hun blev døbt i sin fødestat, Mississippi, hvor hun tilbragte sine første år hos bedsteforældrene. Hendes unge og ugifte forældres kæresteforhold var kortvarigt. Fra hun var 6 år, til hun var 14, boede hun primært hos sin mor i Milwaukee i Wisconsin.
I den periode blev hun seksuelt misbrugt af nære slægtninge og fødte som 14-årig en søn, der døde efter kort tid.
Hun blev mobbet, var god til både at lyve og at stjæle, men fik lært noget andet, da hun blev sendt bort til faderen, der boede i Nashville i Tennessee. Han havde egen barberforretning. Sammen med sin hustru opdrog han fra da af Oprah Winfrey med streng disciplin og uddannelse.
Mens hun gik i high school og på universitetet, arbejdede Oprah Winfrey på forskellige lokale medier. Først som nyhedsoplæser på en radiostation. Siden som vært på tv-stationer. Fra 1. januar 1984 havde hun job på et talkshow på en tv-kanal i Chicago.
Hun blev så populær, at hun fra september 1986 fik sit ’The Oprah Winfrey Show’. Ingen andre værter lignede denne her sorte, tunge kvinde med afrofrisure, og få andre kunne som hun kunsten at få andre til at åbne sig og fortælle om selv meget private ting i deres liv.
Oprah Winfrey lyttede til de mennesker, hun havde i studiet. Hun forstod i stedet for at fordømme, og hun brugte ofte sin egen kummerlige baggrund i sine interview.
Eftersom hendes tilgang var mere empatisk end kritisk, var der efterhånden flere og flere kendte, der foretrak at tale ud hos hende.
Fordi heller ikke hendes opvækst eller vægt var perfekt, kunne seerne identificere sig med den karismatiske tv-personlighed. Og så levede hun op til håbet og drømmen om, at man kan blive en stjerne, selv om man er født som et – oven i købet sort – nul.
Ved talkshowkarrierens begyndelse var Oprah Winfrey i færd med at gå skuespilvejen. Hun blev oscarnomineret for sin rolle i filmen ’Farven lilla’ fra 1985, og hun havde med jævne mellemrum roller i årene derefter, men havde ellers størst indflydelse på filmbranchen som forretningskvinde i alle de år, hendes talkshow eksisterede.
Hendes store betydning som tv-vært gjorde, at der blev lyttet, når hun udtalte sig imod apartheid i Sydafrika, for en stort præsidentkandidat i USA, imod Irakkrigen eller for homoseksuelles rettigheder.
Efter at hun har sagt farvel til det krævende job som talkshowvært har Oprah Winfrey intensiveret sit engagement i filmbranchen.
Sidste år havde hun en stor birolle i filmen ’The Butler’.
For nylig blev hun medproducent på den kommende film ’Selma’, der handler om Martin Luther King og andre borgerrettighedsforkæmpere.




























