Slideren med de flotte medaljer

Minde. I forbindelse med sommerens olympiske lege fandt Jørgen Emil Hansen sin egen, velerhvervede bronzemedalje fra 1976 frem igen.
Minde. I forbindelse med sommerens olympiske lege fandt Jørgen Emil Hansen sin egen, velerhvervede bronzemedalje fra 1976 frem igen.
Lyt til artiklen

I vore dages cykelsport er et af succeskriterierne for håbefulde landevejsryttere at få kontrakt med et professionelt firmahold, men da Jørgen Emil Hansen gennem det meste af et par årtier udfoldede sig i eliten, forekom det for de fleste af de hjemlige udøvere langt mere attraktivt at satse på at hævde sig på topniveau blandt amatørerne. Og det formåede fighteren fra CC Gladsaxe at gøre i en grad, så han helt naturligt indtager en plads mellem Danmarks ypperste pedalatleter gennem tiderne. Med en sølvmedalje ved de danske mesterskaber i 1963 og en tilsvarende udmærkelse i 1980 som de tidsmæssige yderpunkter for markante præstationer gennem den meget lange og flotte karriere leverede Jørgen Emil Hansen en stribe bemærkelsesværdige resultater både på den nationale og globale scene. VM-guld Den første opsigtsvækkende kulmination ude i den store verden registreredes, da Jørgen Emil Hansen i 1966 ved Köln sammen med Verner Blaudzun, Ole Højlund og Flemming Wisborg erobrede VM-guld i den udmarvende, men nu hedengangne disciplin 100 km holdløb. Og 10 år senere indskrev han sig i den olympiske historie, da han i Montreal i den samme form for kappestrid var med til at hjemføre bronze – ved den lejlighed i selskab med Jørn Lund, Verner Blaudzun og Gert Frank. To VM-sølvmedaljer blev det ligeledes til i den kollektive tempoudfordring, og både i 1967 i Heerlen, da Jørgen Emil Hansen kørte sammen med klubkammeraten Leif Mortensen, Blaudzun og Henning Pedersen, og to år senere i Brno, hvor Mortensen blev individuel verdensmester efter at have sikret andenpladsen på 100 km i følge med Jørgen Emil, Mogens Frey og Jørn Lund, måtte den danske kvartet bøje sig for de fantastiske svenske brødre Gösta, Sture, Erik og Thomas Pettersson. Nordisk mester Jørgen Emil Hansen, der, også længe efter han takkede af som topidrætsmand, var kendt for sin ekstreme træningsflid, spillede sæson efter sæson en dominerende rolle i de danske landevejsløb, som dengang var præget af høj kvalitet, og hvor aktørerne var genstand for en mediebevågenhed, der fuldt ud matcher den, nutidens professionelle oplever. I den periode havde også dysten om det nordiske mesterskab en prestigemættet status, og her erobrede Jørgen Emil Hansen titlen i 1973 i Frederikshavn, mens han to år senere kunne lade sig hylde som dansk mester. Sideløbende med de meget omfattende sportslige aktiviteter uddannede Jørgen Emil Hansen sig til optiker, og han drev i en årrække Synoptik i Hillerød. Ligesom han fortsat med glæde og ihærdighed boltrer sig på cyklen, holder han også sit civile fag ved lige et par dage om ugen i forretningen hos en tidligere lærling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her