Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Cykelkollektivets mand fylder 40

Karriere. Michael Blaudzun var med i dansk cykelsport i mange år, men som 35-årig afsluttede han karrieren som professionel cykelrytter. Hjemme på kaminhylden kan han fremvise en lang række priser og præmier.
Karriere. Michael Blaudzun var med i dansk cykelsport i mange år, men som 35-årig afsluttede han karrieren som professionel cykelrytter. Hjemme på kaminhylden kan han fremvise en lang række priser og præmier.
Lyt til artiklen

Med et nyerobret dansk mesterskab hos amatørerne sikrede den 21-årige Michael Blaudzun sig i 1994 et markant udgangspunkt for at realisere det, der også dengang var de fleste unge cykelrytteres drøm - erhvervelsen af en kontrakt med et af de store professionelle firmahold. Det efterår kørte den unge dansker på prøve hos det hollandske WordPerfect, som året efter skiftede navn til Novell, og det var her, Blaudzun indledte sin lange karriere i den krævende branche, som med flere fine resultater undervejs kom til at strække sig over 14 sæsoner. I 1996 og 1997 repræsenterede han Rabobank sammen med blandt andre Rolf Sørensen; det blev til et enkelt år i selskab med Bjarne Riis hos Telekom i 1998, og derefter gik turen hjem til Danmark, hvor han begyndte hos Team Home Jack&Jones, der var startet året inden og siden udviklede sig til det nuværende Team Saxo-Tinkoff. Som far, så søn Michael Blaudzun tilbragte således ti år i dansk tjeneste - næsten alle med Bjarne Riis som arbejdsgiver, og de to har da også den meget væsentlige fælles baggrund, at de har fået deres cykelmæssige skoling i en af sportsgrenens førende hjemlige foreninger i nyere tid, Herning Cykle Klub. Ud over at vokse op i et område, hvor lige netop denne idræt havde et stærkt greb i ungdommen, havde Michael Blaudzun også den naturlige tilgang til den, at hans far, Verner, i sin generation havde hørt til Danmarks ypperste udøvere. Således blev Verner Blaudzun i 1966 i Köln verdensmester i 100 km holdløb sammen med Jørgen Emil Hansen, Flemming Wisborg og Ole Højlund, og ti år senere blev det i Montreal til olympisk bronze i samme disciplin med Jørgen Emil, Jørn Lund og Gert Frank. De tempokvaliteter, som Verner Blaudzun stillede til skue, gik i arv til sønnen, der nåede at vinde det nationale mesterskab i enkeltstart tre gange, i 2001, 2003 og 2005, ligesom han sikrede sig den eftertragtede dannebrogstrikot i linjeløbet i 2004 foran Stig Dam og Matti Breschel. Brænder stadigvæk for cykling Michael Blaudzuns første sejr som professionel registreredes i 1996, da han strøg til tops sammenlagt i det nu hedengangne, men dengang estimerede svenske Postgirot Open. Siden blev det også til samlede førstepladser i det australske Herald Sun Tour og i Hessen Rundfahrt, men det var ikke mindst Blaudzuns egenskaber som den perfekte slider for kollektivets ve og vel, der skabte ham et meriterende ry. Han har gennemført alle de tre store rundture, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España, og i 2006 var han således med til vejs ende, da Team CSC's daværende italienske kaptajn, Ivan Basso, vandt Giroen. Med den høflige, imødekommende fremtoning, som altid har præget ham, virkede Michael Blaudzun måske indimellem som klassens lidt for pæne dreng, der i den barske cykelverden nok kunne have haft brug for lidt mere selviskhed, hvilket til gengæld næppe havde gjort ham så vellidt, som tilfældet nu blev. Michael Blaudzuns hjerte brænder stadig for cykelsporten, men nu kommer det til udtryk på fritidsplan, efter at han har fået job som salgsansvarlig i virksomheden Juhl Cycling. Blaudzun var en overgang sportsdirektør hos Christina Watches-Onfone, men kemien passede ikke rigtigt til den øvrige ledelse. Nu optræder han som rådgiver for sin gamle amatørklubs eliteprojekt, Blue Water Cycling, og var således med i servicevognen, da holdets olympiske mester, Lasse Norman, for nylig sejrede i Grand Prix Herning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her