I de senere år har der været stille omkring en af de mest originale sangskrivere i dansk musik, solisten Mikael Simpson. Til gengæld har musikeren Mikael Simpson været et flittigt turnerende medlem af (Anders) Trentemøllers band, som flere gange har været på verdensturne.
Med andre ord har Mikael Simpson valgt at underspille sin egen karriere i forhold til solidarisk at spille en rolle hos sin gode ven. Til stor ærgrelse for det voksende publikum, der har gjort Mikael Simpsons fem album til pæne succeser. Allerede på sin debut som solist med ’Os 2 + Lidt ro 2002’ viste Mikael Simpson sit talent for at skrive inderlige, poetiske og personlige sange med en helt egen hudløs ømhed.


























