Selv om en kunstner ikke skulle være streng naturalist, er det ikke ligegyldigt for indholdet og temperaturen i hendes værker, hvor hun bor.
Se nu bare på Milena Bonifacini. I snart 15 år har hun sammen med sin familie haft sin bolig på Fyn, i udkanten af den lille landsby Skalkendrup mellem Nyborg og Kerteminde. Og så er der sket det, der sker selv for abstrakte kunstnere. Langsomt har hendes omgivelser, ikke mindst husets store have, indtaget en særlig plads i hendes bevidsthed og fra bevidstheden bredt sig ud over hendes billedflader, som mangefarvede symboler i en særlig markant rytme.






























