Da den unge kontoruddannede snedkersøn Ove Verner Hansen - der også havde forsøgt sig som både sømand, skovarbejder og Falckredder - som 26-årig blev optaget i Radiokoret, havde han næppe fantasi til at forestille sig, hvor karrierens strøm med tiden ville føre ham hen.
For alene at være nået dertil var lidt af en bedrift for den livskraftige helsingoraner. Fra Det Kgl. Teater til gorilla Men allerede et par år efter kunne han kalde sig operasanger, idet han avancerede til Det Kgl. Teaters Operakor, og i 1964, 32 år gammel, debuterede han som solist i rollen som Osmin i ’Bortførelsen fra Seraillet’, Mozarts komiske opera fra 1782. Og sådan gik det egentlig slag i slag for den store mand med basstemmen: adskillige flotte partier i ikke mindst det populære operarepertoire. Men det er ikke desto mindre som visesanger, formidler og ikke mindst film- og tv-skuespiller, at Ove Verner Hansen har sat sig sit mærke i danskernes bevidsthed. I den egenskab trådte han i karakter i 1971 i en af de dengang så populære ’vovede’ folkekomedier, nemlig John Hilbards ’Tandlæge på sengekanten’. Året efter spillede han købmand i Erik Ballings ’Olsen-bandens store kup’, inden han fandt sit i den sammenhæng faste rollefag som gorilla i ’Olsen-banden går amok’ fra året efter. Frygtelig flittig på flere kulturelle fronter Senere fik hans karakter i Olsen-universet ligefrem et navn, Bøffen – formentlig en henvisning til en dansk tegneseriefigur, der optrådte sammen med sin makker, ’Bananen’. Som en af de få danske skuespillere medvirkede Ove Verner Hansen også i nogle af de svenske og norske versioneringer af Banden-filmene, som blev lavet. Ud over Olsen-banden-filmene er det blevet til medvirken i 'Huset på Christianshavn', 'Livsens ondskab', 'En by i provinsen' og 'Anthonsen'. Men samtidig har Ove Verner Hansen også foldet sig ud som humoristisk skribent, kogebogsforfatter (hans fysik vidner om en sund madglæde) og oversætter. Han er også manden bag Det Kgl. Teaters skoletjeneste, og han har komponeret ikke så lidt musik. For sin store indsats for at indspille og formidle danske arbejdersange fik han i 1982 LO's Kulturpris. Han har indspillet en lang række grammofonplader og cd'er. Og har i det hele taget været frygtelig flittig.






























