At Søren Fauli er et talent ud over det sædvanlige, vil kun de færreste betvivle. Og det på indtil flere områder. Allerede som ganske ung slog han så overbevisende sine folder på dansegulvet, at han rangerede blandt de fremmeste danske udøvere af den i slutningen af 1970’erne så omsiggribende disciplin diskodans; for den unge Søren, hvis moder var journalist, forstod at flytte fødderne i takt til tidens takter, sådan som man kunne se det gjort i filmen ’Saturday Night Fever’.
Han forlod dog diskoens dunkende rytmer til fordel for mere kontroversielle toner og miljøer ved at blive en del af punkens ydre inderkreds. I den egenskab lavede han elektrisk musik på et primitivt Casio-keyboard under overskriften ’Fauli til Dauli’ – lp’en er i dag et nærmest uopdriveligt samlerobjekt, som handles for tusinder af kroner i det betændte vinylplademiljø.




























