Der var engang, hvor Mel Gibson var en af filmens største stjerner. Det er såmænd ikke engang så længe siden, men det føles, som om det er lysår siden, han blev kåret til verdens mest sexede mand og var indbegrebet af gammeldags, grovkornet maskulin charme. Det var før, navnet Mel Gibson blev ensbetydende med en ubehagelig, ubehøvlet og voldelig mand helt eller delvis ude af kontrol.
Nøglecitatet i enhver nutidig opsummering af Mel Gibsons karriere er leveret af Richard Donner, der instruerede Gibson i giganthittet ’Lethal Weapon’: »Der er en masse vrede og fjendtlighed under overfladen«, betroede han for 15 år siden The Guardian. Siden er en god del af denne vrede og fjendtlighed kommet op til overfladen. Eder og raseri er væltet ud som lava fra en længe slumrende vulkan, der i mange år har været på nippet til at eksplodere.


























