Hvis man skal nævne én ting, der er direkte modbydelig, over for morgendagens 70-års fødselar, filmens virkelige enfant terrible, så er det missionærstillingen. Jeg kan høre opkastningslyde hele vejen ovre fra Baltimore, hvor John Waters blev født, to blokke fra hvor han bor i dag.
Alt, hvad Waters har rørt ved siden debuten som skabende filmkunstner og showman i 1964, er forargeligt. Det er ligesom princippet i det. Det normale, det beigefarvede er eksotisk for ham, dog ikke så eksotisk, at det er værd at lægge sig efter. Han var et barn af Eisenhowers protektionistiske og kulturelt set kridhvide USA, omgærdet af hvide plankeværk og stærk paranoia over for verden. Et Amerika, John Waters elskede at positionere sig i modsætning til, og har han én ærgrelse i dag, er det, at dem, der hadede ham allermest, for længst er døde. Det er blevet sværere at forarge.
