Hun har sin største passion siddende på hånden, og sådan har det været det mest af hendes liv. Som barn af falkoner og fuglefotograf Frank Wenzel, der sammen med moderen, Irene Wenzel, driver Ørnereservatet i Vendsyssel, lå det i kortene, at også Edith Wenzel skulle vie sit liv til rovfuglene. Allerede som ganske lille var hun med sin far på fotoekspeditioner i Grønland, Afrika og Europa og fulgte også ofte med ham, når han var ude at træne rovfugle. Alligevel skulle hun efter endt sproglig studentereksamen først fuldføre en korrespondentuddannelse fra Handelshøjskolen i 1987 og dernæst arbejde et par år som korrespondent, før hun besluttede sig for at følge i forældrenes fodspor. I 1990 åbnede Edith Wenzel Falkonergården i Fredensborg sammen med ægtefællen, kontreadmiral og chef for Søværnets Operative Kommando Finn Hansen. Her har besøgende siden da kunnet opleve vingesuset fra de ellers så sky rovfugle i naturskønne omgivelser.
Interessen for rovfugle og falkejagt var i starten af 90’erne samtidig med til, at hun blev formand for Dansk Falkonerselskab, hvor hun blev bemærket for at kæmpe en indædt kamp for at få genindført falkejagten i Danmark. Edith Wenzel og hendes fars fælles interesse for rovfugle har bragt dem sammen med flere spændende interessefæller fra hele jorden – blandt andet var de i 1979 i audiens hos den saudiarabiske konge i forbindelse med overrækkelse af en jagtfalk til det saudiarabiske kongehus. Ved siden af dagligdagen på Falkonergården har Edith Wenzel blandt andet udgivet en bog om rovfugle og hjulpet andre med at formidle rovfuglekendskabet. Hun har således assisteret Københavns Zoologiske Have og Skånes Dyrepark med at uddanne deres dyrepassere og rådgivet om etablering af falkonerområder i dyreparkerne. Derudover har hun med sin russiske steppeørn Helios betaget mange børneøjne i det populære børneprogram 'Snushanen', ligesom det er blevet tid til at assistere i diverse film- og fjernsynsproduktioner for både DR og TV 2. Ud over Falkonergårdens 14 rovfugle bruger Edit Wenzel meget af sin tid på sine 8 islandske heste, der lejlighedsvis i deltager i Falkonergårdens programmer, hvor de giver de besøgende et indtryk af, hvordan falkejagten foregik tilbage i tiden.






























