Lars Thorborg er kendt fra Montmartre, Copenhagen Jazzhouse og som formand for Europe Jazz Network I 1982 blev han musikmedarbejder på Montmartre i Nørregade, og senere blev han som stedets leder og musikchef i 17 år den drivende kraft i udviklingen af Copenhagen Jazzhouse. Jazzhouse fik i denne periode internationalt omdømme og modtog prisen som året jazzklub 2006. Lars Thorborg har været i bestyrelsen for spillesteder.dk og medlem af Statens Musikråd og var aktiv forud for vedtagelsen af spillestedsloven. 2001–2006 sad han som præsident for Europe Jazz Network. En cykelulykke i 2008 gav en længere sygemelding, og Jazzhouse valgte at erstatte ham på posten. Han er kommet sig over ulykken og har været jazzagent i forskellige sammenhænge. Lars Thorborg modtog i 2009 en ærespris fra Ben Webster Fonden. Han er æresmedlem af Europe Jazz Network. Copenhagen Jazzfestivals gav ham i 2009 sin pris for at have skabt Copenhagen Jazzhouse.
Lars Thorborg har sat sit store præg på den danske og europæiske jazzscene. Han har i højere grad end de fleste været med til at forme rammerne for det danske jazzmiljø.



























