De største højder og de værste dybder.
Når man ser den nydelige sir John Major i et jakkesæt, er det svært at tro, at hans liv har indeholdt de store ekstremer. Men han er den konservative premierminister, der suverænt har hentet det største antal stemmer til sit parti.
Det skete, da han vandt valget i 1992, efter han blev indsat oven på et kup mod Margaret Thatcher, og ingen konservativ leder, inklusive David Cameron har nogensinde kunnet overgå ham i popularitet.
I 1997 tabte han til gengæld så spektakulært til Tony Blair, at der ikke var tale om et jordskred, men om en pulverisering.
Dreven forhandler
Den unge Major, hvis far optrådte på varieteer og solgte haveornamenter, var ikke udelt begejstret for skolen og gik ud som 16-årig. Efter en periode med skiftende job, blandt andet i forsikring og bankbranchen, kastede han sig for alvor over konservativ politik.
I Margaret Thatchers regering fungerede han som udenrigs- og finansminister, inden han overtog jobbet i Downing Street. Den afgående premierminister kaldte ham »en stor skuffelse«.
Men faktum var, at den indgående premierminister faktisk viste sig at være en moderat, stilfærdig, dygtig diplomat med gode manerer, og en dreven forhandler.
Det var John Major, der forhandlede den britiske Maastricht-aftale på plads og lånte fra sportens verden, da han skulle berette om sin egen indsats - »Game set and match«.
I sin syvårige periode som premierminister måtte John Major blandt andet håndtere den første Golfkrig, og det faldt også i hans lod i september 1992 at forsøge at berolige landet på den såkaldte 'Sorte Onsdag', da det britiske pund måtte forlade den fælles europæiske valutamekanisme.
En ny start
Samtidig var der stor uro på de indre linjer i partiet. Sexskandalerne rullede ind over partiet i stor stil, og så snart de var dysset ned, dukkede nye afsløringer op om ministre og politikere, der tog sig betalt for at stille spørgsmål i parlamentet.
Det fik John Major til at lancere kampagnen 'Back to Basics' - tilbage til rødderne, forstået som de traditionelle familieværdier og ærlighed.
Det er senere kommet frem, at han i den samme periode havde en fire år lang affære med sin politiske kollega Edwina Currie.
John Majors kone Norma har tilsyneladende tilgivet ham fortidens synder.
Den tidligere premierminister lever nu et forholdsvist roligt liv og holder lav profil i britisk politik, selv om han måske kunne give David Cameron råd om, hvordan man skal forholde sig, når ens parti er ved at blive splittet indefra på grund af EU.
Det var det, der i sin tid blev en stor faktor i afslutningen på John Majors politiske karriere.
Men i stedet for at kommentere regeringens kvaler har den tidligere premierminister tid til at kaste sig over sin store passion for kricket.
En grå forhandler med glimt i øjet






























