Når familien Holst-Christensen samles omkring middagsbordet, er der ingen tvivl om, at kosmetik og badminton er blandt de foretrukne samtaleemner.
Kosmetikken, fordi dagens fødselar Bjørn Holst-Christensen sammen med hustruen Tonny Holst-Christensen i en menneskealder har drevet firmaet Cutisan, og badminton, fordi det har fyldt mindst lige så meget i familien med All England-titler og æresbevisninger til følge. At de to ting også er gledet mere eller mindre over i hinanden, illustreres af, at ægteparret ikke blot i 1960’erne ombyggede et gammelt andelsmejeri i Nordrup ved Ringsted til en virksomhed med fremstilling af hår- og hudplejemidler, men såmænd også skaffede plads til en privat badmintonhal med en bane. Fødselaren har tidligere brugt hallen flittigt, nu er det mere børnebørnene, der er i gang. Og i firmaet er det også sønnen Dan og datteren Githa, der har styrepinden, men farmand er stadig med og er aktiv hver dag. For Bjørn Holst-Christensen begyndte det i 1952 med en studentereksamen fra Metropolitanskolen i København. Han gik på handelsskole og kom så ind i farens firma i Møllegade på Nørrebro, og det er faktisk det firma, der er videreført i Nordrup. Bjørn Holst-Christensen, der startede helt fra bunden som cykelbud, havde også en anden stor interesse: Badminton. Ude på Amager i badmintonklubben ABC fik han allerede som 16-årig lederhverv, og det er han mildt sagt fortsat med hele livet. Ud over selv at være særdeles aktiv på banen – han var i en årrække blandt de bedste spillere i Danmark og var med til at hjemføre hold-DM for ABC – har han bestridt en langt række lederhverv, bl.a. som formand for ABC, formand for Københavns Badminton Kreds, hovedbestyrelsesmedlem i Badminton Danmark, medlem af flere badmintonudvalg og hovedformand for Ringsted Idrætsforening. Og så har han i en længere årrække været ansvarlig for badmintonforbundets bolde. Ikke blot har han købt ind, han har også ved turneringerne stået bag banerne og udleveret bolde til spillerne. Det lyder måske ikke af noget særligt, men der bruges f.eks. under en turnering som Denmark Open omkring 5.000 bolde, og så har det altså stor betydning, om manden med boldene ved noget om sagen, når de kræsne spillere hævder, at boldene ikke er gode nok. En badmintonbold er rasende dyr. Kan per styk koste ca. 20 kr. for de bedste. I lokalområdet har Bjørn Holst-Christensen heller ikke ligget på den lade side, når det gælder foreningsarbejde. Han har været medlem af en række råd og nævn. Badmintonketsjeren svinges som nævnt ikke mere efter at han som veteran hjemførte flere DM- og All England-titer i mixeddouble med sin hustru, men til gengæld kan han glæde sig over, at børnebørnene viderefører traditionen med fjerbolden og over familiens meritter på banen. Både hustruen og sønnen Jon nåede All England-mesterskaber. Jon Holst-Christensen var desuden tæt på flere VM-titler, og så har Bjørn Holst-Christensen modtaget både Badminton Danmarks og Dansk Idræts Forbunds ærestegn samt fortjensttegnet fra det internationale badmintonforbund.




























