Han fodrer det begærlige blik og den sultne sjæl

Gladsaxe Teater 1985. Luften er ladet med erotik, nej, en ungdommelig lysten rastløshed – potens. Musikken tordner, mens Karin Betz’ forvandlingsscenografi lyner og brager. En bande skuespillere er sluppet løs i teatrets ældgamle arena, hvor de forgriber sig på en 200 år gammel tekst om frihed, kærlighed og broderskab. Sturm und Drang!

Alligevel føles det, som om noget helt nyt er på færde. Det er der også. Det er gamle Schiller og unge Peter Langdal i det lykkelige favntag, man kalder teater, teater til tiden. For det var, hvad vi søgende sjæle på tilskuerrækkerne instinktivt mærkede uden endnu helt at fatte, hvad opsætningen af ’Røverne’ indvarslede for dansk teater: En revitalisering, en forståelse af teatret som et eksperimentarium med smæk på visualitet og musikalitet, som narcissistisk spejlkabinet, som dårekiste. Som flirt og fest.