Attentatet i går mod en række republikanske kongresmedlemmer, der trænede baseball i en forstad til Washington DC, har forværret et i forvejen forpestet politisk klima i USA, analyserer Washington Post sig frem til. Attentatmanden, der blev dræbt af politiet, var arg modstander af præsident Trump og tilhænger af Bernie Sanders. Til en begyndelse lød der fra begge sider af Kongressen forsonende toner om at stå sammen. Men der gik ikke lang tid, før blandt andre den republikanske hardhitter Newt Gingrich kædede angrebet sammen med »venstrefløjens voksende fjendtlighed« og hadske retorik. Hmmm.
Undersøgelse går tæt på Trump
Og vi bliver i USA, hvor undersøgelsesleder Robert Mueller nu inddrager Donald Trump himself i sin efterforskning af mulige ulovlige forbindelser mellem Trumps stab og Rusland under sidste års præsidentvalgkamp. Det er Washington Post, der med anonyme embedsmænd som kilder - den avis har verdens bedste kildenet - bringer historien.
