Et formelt håndtryk og et pligtskyldigt smil. Så var forhandlingerne om nye overenskomster for en halv million folkeskolelærer, pædagoger og andre kommunalt ansatte i gang i Kommunernes Landsforenings domicil i det centrale København.
Det var Høje Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K), topforhandler for kommunerne i KL, og lærerformand og topforhandler for de ansatte Anders Bondo Christensen, som trykkede hænder. For to år siden var de to ude i en voldsom konfrontation om lærernes arbejdstidsregler, som endte med lukkede skoler i en flere uger lang lockout af lærerne.


























