Midt i juli skete der noget meget mystisk og temmelig uventet: Den kedelige administrator Kamala Harris fik fra den ene dag til den anden en kæmpe karisma. Hvorfor?
Fordi, forklarer demokratiforsker Alberte Bové Rud, karisma ikke bare er noget, der kommer indefra og heller ikke bare er noget, man er født med eller ikke.
»Karisma er i virkeligheden en konstruktion, som det er op til vælgerne, eller befolkningen, lytterne, tilskuerne at afgøre: Om den er der eller ikke er der«.
Så som Kamala Harris selv har påpeget i en nu berømt tale: Heller ikke politikeres karisma falder bare ned fra en kokospalme i den form, den har. Den fødes i en kontekst. Og hele den kontekst er nu ny.
Alberte Bové Rud er gæst i det nye afsnit af Politikens idépodcast ’Den levende’, som handler om den mere og mere afgørende rolle, karisma spiller i politik - ikke mindst i de yngre generationer - og hvad karisma egentlig er. Og ikke mindst: Hvad karisma betyder for den helt anderledes oplevelse af amerikansk politik, mange er vendt tilbage med efter en sommer, hvor den demokratiske præsidentkandidat blev skiftet ud.
Siden 2. verdenskrig, forklarer Alberte Bové Rud, har mange været skeptiske over for karismatiske ledere i demokratiske systemer. Politikere som Angela Merkel og Theresa May har endog været hyldet netop for deres mangel på karisma. Og karismaen hos politikere som Donald Trump er blevet koblet med en frygt for, at de kunne blive folkeforførere.
Men karisma behøver ikke være undergravende for demokratiet, siger Alberte Bové Rud. Allerede filosoffen Max Weber, fortæller hun, talte om karisma som noget, der kan give demokratiske ledere legitimitet. Og fordi karisma netop er dybt afhængig af den befolkning, lederen skal appellere til, kan man efter hendes mening se den som et demokratisk begreb:
»Når du netop ikke som leder kan insistere på at være karismatisk, når det netop er op til dine vælger at tilhøre og sætte tommelfingeren op eller ned, så ligger magten jo hos befolkningen. Og ud fra den betragtning, så synes jeg, at der er et klart demokratisk argument hos den karismatiske leder«.
I afsnittet taler Eva Eistrup og Lotte Folke også om det enorme vibe shift i populærkulturen, der fulgte Kamala Harris’ og Tim Walz- opstillen som demokratiske præsidentkandidater; de taler om Kamala Harris’ store grin, Tim Walz’ almindeligheder og sammenligner stemningen med den, der i 2016 omgav Donald Trump med en måske lignende blanding af popkultur, politik og sjov og ballade.
