Vi har på podcast-redaktionen udvalgt de bedste fortællinger til dig, der vil lytte dig gennem efterårsferien.

Efterårsguide: Lyt til de bedste fortællinger fra Politiken Podcast

Brug efterårsferien på at lytte til podcast-fortællinger.
Brug efterårsferien på at lytte til podcast-fortællinger.

Der er ikke noget bedre end at blive opslugt af spændende fortællinger om menneskeskæbner og uforudsigelige begivenheder direkte fortalt i ørerne. Nedenfor er listet en række historier fra den virkelige verden, som du kan lytte til, mens temperaturen daler og bladene falder af træerne.

Kvinden med den tunge kuffert


Sidste efterår jagtede podcastkollektivet Third Ear en mystisk kvinde med en tung kuffert i den nervepirrende podcastserie i syv dele. Er du en af de få, der endnu ikke har taget del i mysteriet, kan du høre første afsnit af serien her:

Hjertestops-orkestret

Mens komponisten Ture Larsen sidder på sit kunstneriske højdepunkt og skriver en opera, glemmer han verden omkring sig og mister sit job. Men kan han bruge sine kunstneriske evner til at redde liv på hospitalet i stedet for? Selv er han ikke i tvivl. Hør hans historie her:

Mads Fisker & Mads Fisker

Vanessa blev i efteråret 2015 droppet af sin kæreste, Mads Fisker, kort før en fælles rejse til Bolivia. Billetten til Bolivia kunne ikke refunderes, og navnet kunne ikke ændres. Så i stedet fandt hun på Facebook en anden og helt ukendt fyr, der også hed Mads Fisker, og inviterede ham med på rejse i stedet for. Men kan man virkelig skifte ekskæresten ud med hans navnebror? Få svaret her:

Mads Fisker • #1: Mads Fisker og Mads Fisker

Mads Fisker 3


Lyt også til fortsættelsen, som handler om en tredje Mads Fisker, som Vanessa fravalgte i første podcast. Men så kontaktede han redaktionen. Hør en fortælling om dating og kærlighedsjagt - fra hans perspektiv:

Mads Fisker • #2: Mads Fisker 3

Lykken at være en dreng


Lykke på 5 år er den yngste datter i en børneflok på 7. Hvis du spørger hende selv, så er hun ikke en pige, men en dreng, hvis største ønske er at få klippet sit hår kort ligesom sin storebror. Lyt med og få svaret på, om Lykke får sit største ønske opfyldt:

Plus en • #2: Lykken at være en dreng

Når brystmælk er stærkere end blod


Er det ulækkert at amme hinandens børn? Ikke ifølge Sofie og Fatima. De er bedste veninder, og så ammer de hinandens børn, hvilket for de to kvinder er det mest naturlige i verden. Fatima er fra Afrika og Sofie er fra Danmark, og deres venskab er kun blevet stærkere af, at deres børn nu er ammebrødre. Hør dem fortælle om det i podcasten:

Plus en • #7: Når brystmælk er stærkere end blod

Dobbeltgænger


To unge mænd med samme navn mødtes i Viborg for 13 år siden, Thomas Andersen og Thomas Andersen. De mødte hinanden på byens pizzeria en beruset nat i oktober, og efter håndgemæng besluttede den ene Thomas sig for at sætte sig ind i sin bil og køre den anden Thomas ned. Nu mødes de igen. Hør hvordan det møde går:

Orthon-Sagaen


I 1967, da den kolde krig var fuldstændig frosset fast, skete der noget utroligt i Brønshøj. En taxachauffør ved navn Knud Weiking kom hjem fra job en februarnat, og pludselig talte et rumvæsen til ham. Det viste sig at være galaksens hersker Orthon, og allerede dagen efter begyndte Orthon at tale gennem chaufføren. Hør første del af den fascinerende fortælling her:

Drive-in-baby


Fra fiskerbyen Hvide Sande er der knap 80 kilometer til Herning Sygehus. Turen tager en time, og det er her de fleste af byens gravide kvinder kører til for at føde. Men der er en del kvinder, der aldrig når frem til Herning. Babyerne kommer i stedet til verden på rastepladser, uden for grillbaren Steff’s Place og i rundkørsler man kører igennem på den timelange tur til sygehuset. Lyt med her:

Plus en • #3: Drive-in-baby

Historien om Lukas


Hvordan endte en ung mand fra Sydhavnen med at blive dræbt i kamp for IS i Syrien? I samarbejde med Third Ear sætter Jakob Sheikh fra Politiken sig i denne podcastserie for at komme til bunds i historien om Lukas Dam. Gennem hidtil uhørte lydoptagelser og interviews med hans nære relationer, fortælles historien om en dansk Syrienskriger, hans mulige bevæggrunde for at gå i hellig krig og hans mors afmægtige ængstelse hjemme i Danmark. Lyt med her:

Historien om Lukas (1:4) En usædvanlig dreng

Ny serie fra Third Ear

I november måned kan du glæde dig til ’Enden er nær - din guide til verdens undergang’, som er en ny podcastserie i fire dele produceret af Third Ear for Politiken.

Kathrine Eggert Wadsholt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her