Pamfletten er en blanding af et pædagogisk opråb, et kampskrift og en selvhjælpsbog. I interviewet i Bogfolk taler Thomas Blachman om den kærlighed til ungdommen, som bogen er et udtryk for. Men du kan også høre ham tale om kvinder, børneopdragelse og om hvad det vil sige, at han ”kæmper for festen”. Og ja selvfølgelig, om den rastløshed der følger, når han om lidt afslutter sit ti år lange X-Faktor eventyr.
»Jeg synes bare de skal være klar over at de må faktisk gerne dagdrømme, for min skyld skal de helst aldrig nogensinde holde op med at dagdrømme«
’Længe leve den kreative masse’ er et resultat af Blachmans egne erfaringer - han har altså kigget tilbage på sit yngre jeg og undersøgt, hvilke byggesten der har været med til at skabe den Blachman, vi kender i dag. Her nævner han især sin ordblindhed som et element, der har haft særlig stor betydning for hans udvikling. Med pamfletten forsøger Blachman også at råde ungdommen til at blive ved med at dagdrømme:
»Jeg synes bare de skal være klar over, at de må faktisk gerne dagdrømme, for min skyld skal de helst aldrig nogensinde holde op med at dagdrømme«
Om Bogfolk
Bogfolk er Politikens ugentlige podcast om litteratur
Til sidst i denne uges udgave af Bogfolk snakker vi med vores boghandler Christina Thiemer fra Boghallen om stort og småt fra den litterære verden, om hvad folk læser i øjeblikket, og om hvad du skal læse, hvis du mangler en substitut for Game of Thrones.



