Hør dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’.

Tidligere ansatte knækkede i BIG: En besvimede, en anden begyndte at kaste op

Arkitekt Bjarke Ingels er stifter og frontfigur for tegnestuen BIG. Foto: Andreas Merrald
Arkitekt Bjarke Ingels er stifter og frontfigur for tegnestuen BIG. Foto: Andreas Merrald

Inden for arkitektur findes der nærmest ikke noget større end tegnestuen BIG. Og der findes ingen større rockstjerne end den danske tegnestues stifter og frontfigur, Bjarke Ingels. Faktisk er det nærmest umuligt at gå en tur i København uden at støde på nogle af de prominente bygninger, der er blevet opført i stjernearkitektens navn. Ligesom han gennem de seneste to årtier også har sat sit præg på alt fra New York til London og Doha.

Det er den succes, der har fået arkitekter fra hele kloden til at søge mod BIG. Men nu står flere af dem frem med en lidt anden historie om den verdensberømte danske tegnestue.

I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ taler vært Johanne Lerhard med Politikens kulturjournalist Lars Eriksen, der gennem de seneste måneder har talt med flere tidligere ansatte hos BIG om et skyhøjt arbejdspres og en nulfejlskultur, der var tæt på at knække flere af dem. Hun spørger ham desuden, hvad BIG selv svarer på kritikken fra nogle af de mennesker, der i årevis dedikerede deres liv til den hæderkronede virksomhed.

Vært: Johanne Lerhard

Producer: Frederik Gabrielsson

Research: Marie Maschoreck

Redaktør: Line Prasz

Marie Maschoreck

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her