Julefilmen er en genre for sig og hver eneste november dukker de op på stort set alle streamingtjenester. Film som bærer titler som ’Holidate’, ’A Christmas Prince’ , ’Christmas without You’, ’Candy Coated Christmas’, ’Snowmance’, ’A Christmas Match’, ’A Christmas Kiss’, ’Naughty and Nice’ og ’A Castle for Christmas’. Kiksede og klichefyldte titler med ofte lige så kikset og klichéfyldt indhold. De er som et trafikuheld og vi kan ikke holde øjene væk. I anledning af julen og Lindsay Lohans comeback med filmen ’Falling for Christmas’ dykker vi ved i det store julefilmskatalog. Fra ’You’ve got mail’, ’The Holiday’ og ’Love Actually’, de originale rom-com julefilm, til de nyere og mindre kvalitetsbevidste. Hop i den kabelstrikkede sweater og kom i julestemning med os.
POPTILLÆGGET
Lucia Odoom er vært, når Politikens ugentlige podcastmagasin, Poptillægget, dyrker popkulturelle tendenser i alt fra film, tv-serier og musik til obskure popfænomener, bøger, podcasts og tidstypisk støj fra internettet.
Producer: Sille Westphal
Musik: Peter Sejersbøl
Foto: Daniel Hjorth
PANEL
Signe Amtoft, forfatter og radiovært
Mathias Helt, radiovært
Benedikte Granvig, radiovært
