Når man tilhører en minoritet, kan det være svært at få øje på nogen i populærkulturen, som man kan spejle sig i. Som er historiens helt og ikke skurken - eller en tragisk figur, der skal dø. Og så må man lave sit eget pensum.
Det taler Poptillæggets vært Lucia Odoom med forfatter Mads Ananda Lodahl om i ugens podcast, som - i anledning af den biografaktuelle franske film '120 slag i minuttet' og den svenske tv-serie 'Tør aldrig tårer bort uden handsker' fra 2012 - handler om fortællinger om aids.
"Homoseksuelle har været forbundet med død i kulturprodukter i årtier. Enten fordi de ikke kan formere sig; fordi de får aids og dør; på grund af de bliver slået ihjel, fordi de er homoer; eller fordi de selv er psykopater, fordi de er homoer, og derfor slår andre ihjel," siger Mads Ananda Lodahl. Han nævner eksempler fra Herman Bang til 'Silents of the Lambs' og 'Arvingerne': "Kunne det ikke være fedt, hvis man havde en film, hvor der var en homoseksuel karakter, som stadig var levende, når filmen sluttede? Og måske oven i købet var lykkelig?"
Det er ikke noget nyt, at der laves filmiske fortællinger om aids, der hærgede den vestlige verden i 1980'erne og 1990'erne. Men i 'Tør aldrig tårer bort uden handsker' og '120 slag i minuttet' ser Mads Ananda Lodahl tegn på et kulturelt mentalitetsskift:
"Det er ikke længere selvfølgeligt, at den homoseksuelle karakter skal dø. Det har det været, men nu er det begrædeligt. Det er noget, vi sørger over."
Lyt til podcasten, hvor Lucia Odoom og Mads Ananda Lodahl taler om ærlige sexscener, ægte kærlighed og kulturelle troper i film om aids - og diskuterer, hvorfor det er en større sjældenhed at se lesbisk sex og kærlighed på film.
