Vi har set en tv-serie, som er blevet udråbt til at være de unge gen z’eres svar på ’Friends’, og selv om dåselatter-sitcom-genren for længst er afgået ved døden, er der alligevel noget ved ’Adults’, der minder om sitcom-æraens trygge humoristiske mikrokosmos. ’Adults’ handler om at finde sin plads på arbejdsmarkedet og i venskaber, den kredser om sex, dating og ståstedet i livet, men især om, hvordan vennerne fungerer som hinandens alternative familie. Vi spørger: Hvordan bliver man voksen i en tid med klimakollaps, folkemord og robotovertagelse? Og er der overhovedet nogen voksne til stede, og hvis ikke, hvad stiller vi så op med os selv lige nu?
POPTILLÆGGET
Lucia Odoom er vært, når Politikens ugentlige podcastmagasin, Poptillægget, dyrker popkulturelle tendenser i alt fra film, tv-serier og musik til obskure popfænomener, bøger, podcasts og tidstypisk støj fra internettet.
Redaktion: Sille Westphal, Fiona Fälling, Lucia Odoom
Jingle: Erika De Casier.