Vi er nået til sidste afsnit. Det er nu, vi får at vide, hvem der går hele vejen op til alteret og forbliver gift, og hvem der siger: Lad os bare være venner.
Vi har haft højdeskræk, vi har set dårlig kunst og dårlig kommunikation, og vi har spist lidt for mange småkager og franske hotdogs til vores eget bedste, og vi har ligget på den greige sofa, som enten er lidenskabens eller den dårlige stemnings højborg. Vi har ikke været helt oppe i skyerne og mærket, at der er dybt at falde, men nærmere været dybt inde i femårsplanen og de ambitiøse parforholdslængsler.
Nu er der ingen vej uden om det store ja eller det store nej.
’Gift ved første blik’ er tilbage, og det samme er Poptillæggets special, hvor vi inviterer gæster ind for at diskutere dansk tv’s svar på Ikea-testen: et socialt tv-eksperiment, hvor singler siger ja til at blive gift med en komplet fremmed ved deres allerførste møde.
POPTILLÆGGET
Lucia Odoom er vært, når Politikens ugentlige podcastmagasin, Poptillægget, dyrker popkulturelle tendenser i alt fra film, tv-serier og musik til obskure popfænomener, bøger, podcasts og tidstypisk støj fra internettet.
Jingle: Erika De Casier.