I ugens afsnit dykker vi ned i AIDS-epidemiens historie. Gennem popkulturelle produkter forsøger vi at tegne et billede af et kollektivt queer-traume og mindes dem og den generation, der mistede livet til sygdommen.

Glem aldrig AIDS-epidemien: »Det slettede en generation. Det er et queer traume«

Foto af de T-shirts, der en del af udstillingen 'psychopathia sexualis'. Designet af Filip Samuel for Han Kjøbenhavn. Fotograf: Andreas Bach
Foto af de T-shirts, der en del af udstillingen 'psychopathia sexualis'. Designet af Filip Samuel for Han Kjøbenhavn. Fotograf: Andreas Bach

I år er det 40 år siden, at homoseksualitet blev taget af listen over sindssygdomme. Og det er 40 år siden, at verden alt, alt for langsomt vågnede op til den virkelighed, der var AIDS-epidemien. I den anledning og i anledning af Copenhagen Pride, som i denne uge både indtager de bonede kulturgulve og gader og stræder som aktivistisk fest, inviterer vi til en samtale om AIDS på tværs af generationer.

For i en tid, hvor en anden sygdom – corona – er noget hele verden er fælles om, giver det mening at tale om dengang for ikke så længe siden, hvor en global, dødelig AIDS-epidemi ikke vakte samme hurtige respons og fællesskabsfølelse. Bøssepesten, som den blev kaldt.

I dag skal vi tale om, hvad AIDS-epidemien gjorde ved os, og hvilken rolle AIDS spiller for både gamle og unge homoseksuelle i dag. Vi skal tale om dem, der døde, dem der overlevede og de kunstnere, forfattere og filmskabere der viste en modvillig verden den skjulte lidelse. Vi taler om sygdommens forbindelse til homokultur, om moralsk panik og kigger på de både ældre og nyere værker, som forsøger at bevare mindet om dem, der mistede livet til en stigmatiserende sygdom.


Sille Westphal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her